Odense, 14. marts 2022
PRESSEMEDDELELSE
Stiesdal Fuel Technologies, som er et datterselskab af Stiesdal A/S, har i dag indviet sit første store SkyClean-anlæg på GreenLab i Skive.
SkyClean er en pyrolyseteknologi, der kombinerer fangst og lagring af CO2 med produktion
af grønne brændstoffer. Det nye anlæg kan årligt behandle op til 5000 tons landbrugsaffald,
og ved fuld effekt kan det reducere Danmarks udledning af CO2 med 5000 tons.
Indvielsen blev foretaget af H.K.H. Kronprins Frederik under overværelse af klima-, energiog forsyningsminister Dan Jørgensen og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus
Prehn.

Administrerende direktør i Stiesdal A/S, Henrik Stiesdal udtaler:
Det var en stor glæde for os, vores partnere og vores medarbejdere, at H.K.H. Kronprins Frederik, klimaministeren og fødevareministeren var med til at fejre denne vigtige milepæl i udviklingen af vores SkyClean-teknologi.
Da vi for syv måneder siden indviede det første 200 kW SkyClean testanlæg, beskrev vi det som en vigtig trædesten til et 10 gange større anlæg. Det har vi så indviet i dag. På samme måde er det nye anlæg på GreenLab en vigtig trædesten i forberedelserne til vores første kommercielle anlæg, som med en effekt på 20 MW bliver endnu 10 gange større. Vi håber at kunne indvie det kommercielle anlæg en gang næste år.
SkyClean-anlægget her på GreenLab kan kompensere for udledninger svarende til 5000 tons CO2 om året. Ved fuld udrulning af pyrolyseteknologien i Danmark kan vi inden 2030 komme op på at kompensere for en meget stor del af landbrugets udledninger.
Vi har travlt med at få udviklet og industrialiseret klimaløsninger, som kan give væsentlige bidrag til at få nedbragt udledningerne. Derfor har vi også haft travlt i projektet. Anlægget er opført og idriftsat på under fire måneder fra første spadestik. Det har kun kunnet lade sig gøre takket være en fantastisk indsats fra vores leverandører, og takket være stor support fra Skive Kommune og fra Greenlab. Det er vi meget taknemlige for, siger Henrik Stiesdal.
Kernen i SkyClean er en pyrolyseproces, hvor organisk affald fra land- og skovbrug omdannes til biokul og gas ved opvarmning til høj temperatur.
Tørt plantemateriale indeholder typisk ca. 50% kulstof, som planterne har hentet fra atmosfæren i form af CO2. I pyrolyseprocessen omdannes halvdelen af kulstoffet i affaldet til biokul, mens den anden halvdel bliver til gas. Ved afkøling bliver en del af gassen til bioolie, mens resten forbliver på gasform.
Biokul er et stabilt materiale, som kun nedbrydes meget langsomt, og den halvdel af kulstoffet, der bliver til biokul, er dermed effektivt fjernet fra atmosfæren.
Gassen kan bruges som brændsel i varmeforsyningen og i industrien, og olien kan raffineres til brændstof til transportsektoren. Både gassen og olien kan også videreforarbejdes til PtXløsninger, f.eks. til flybrændstof.
Biokullet fra det nye SkyClean-anlæg skal blandt andet bruges til markforsøg i samarbejde med SEGES, som driver udvikling og innovation til landbruget. Stiesdal samarbejder desuden med Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU om at kortlægge biokullets egenskaber og anvendelsesmuligheder i landbrug og planteavl.
Peder Riis Nickelsen, administrerende direktør i Stiesdal Fuel Technologies, udtaler:
Vi arbejder på højtryk med vidensinstitutioner og med landbruget og myndighederne for at få rammerne helt på plads til at understøtte brugen af biokul i dansk landbrug.
Biokul kan bruges som gødning og jordforbedring, samtidig med at det udgør en effektiv og lavteknologisk løsning på problemet med at fange og lagre CO2.
Vi er overbevist om, at SkyClean repræsenterer et nybrud for både miljø og landbrug, og det ligger os meget på sinde, at teknologien bliver en gevinst for landbruget, siger Peder Riis Nickelsen.
Gassen fra det nye SkyClean-anlæg skal i første omgang anvendes til opvarmning på nabovirksomheder på GreenLab. I en senere fase er det hensigten, at gassen skal efterbehandles med henblik på fremstilling af klimaneutralt flybrændstof.
Stiesdal Fuel Technologies forventer at fastholde et højt udviklingstempo i 2022. Senere på året håber virksomheden at kunne starte etableringen af det første kommercielle 20 MW SkyClean-anlæg, som vil kunne være i drift næste år.

Please reach out to Kristian Strøbech, Head of Communications at Stiesdal.